tapet

søndag den 13. juni 2010



"Moar - vi er sultne..."




"Jamen, jeg er jo lige her, I utålmodige små..."

Udtrykket "Fløjet fra reden" får en anden betydning, når der pludselig er solsortereder i brændeskuret, cykelskuret, haveskuret og shelteren....De blev så trygge ved os, at vi kunne komme og gå uden - også Ludvig! - uden at de fløj. 
Nu er de alle fløjet fra rederne - og de kunstfærdige reder er så tomme, nu hvor vi ikke har æg eller unger at holde øje med.
Til trods for at Ludvig elsker at løbe efter fuglene, har vi masser af dem i haven - måske fordi jeg lige siden vi flyttede ind, har fodret dem hele året rundt - og mange forskellige steder i haven.
Christel Kvant skriver i "Havens rum", at det er vigtigere, at fuglebadet er rent og med friskt vand, end at bedene er fri for ukrudt...

Nu håber vi at "vores" pindsvin snart begynder at spankulere rundt i haven...   

tirsdag den 8. juni 2010

Tak for kommentarer - er jo helt stolt over at jeg nu har faste læsere! Skal gøre mig umage for at leve op til det....
På billedet ses Ludvig liggende ved siden af et lille udpluk af de ting, vi købte i Sverige på vores dejlige sommerferie sidste år! Kassen med tremmer fungerer nu som en aldeles fortrinlig hundeseng! Jeg kan godt lide at bruge ting på en anderledes måde end de er tænkt; jeg har ingen vaser, men bruger Madam Hvid kaffekander i stedet. Jeg bruger gamle fine sovseskåle som sæbeskåle eller til en fin lille slyngplante.
I stedet for at købe spejle finder jeg ofte en smuk ramme og får glarmesteren til at sætte spejl i - det betyder at jeg får et spejl lige præcis som jeg har ønsket mig. Og at det er helt unikt!

Lige nu kan jeg gennem mit kontorvindue kigge ud på en græsplæne der i DEN grad trænger til at blive slået - men vores solsortepar hygger sig midt i alle smørblomsterne....Deres unger, som de udrugede i shelteren er fløjet fra reden. - Og vi slipper for at høre på Ludvig stå og gø ad de stakkels solsorteunger! Inden sengen kalder tror jeg lige jeg vil male et skilt, som kan stå ude ved indkørslen og gøre opmærksom på min butik!

Der er bare intet som at falde i søvn til fuglefløjt!

mandag den 7. juni 2010

Et skønt billede af Ludvig i haven sidste sommer - han havde IKKE fået lov til at ligge oppe på havebordet, men fotogen det er han da! 
Nu har jeg endelig fået min egen blog - det har jeg glædet mig til! 
Lige nu nyder jeg haven og alle de projekter jeg har gang i derude; hjemmedesignet tørrestativ, et virkelig HØJbed, mit nyanlagte skovbed og ikke mindst min kommende lille butik, - min stald er proppet med super fine ting; tallerkenrækker, karlekammerskabe, knagerækker og alle mulige småting ! Jeg sælger også unika ting , såsom smykker, filtede ting og strik. Det vil der komme billeder af snarest! 
Som premiere på min butik holder jeg et KÆMPE loppemarked sammen med en veninde i min have; vi har allerede over 10 tilmeldinger fra folk, der kommer med alle mulige forskellige ting - lige fra legetøj over stauder til gamle møbler. Vi sælger kage og slush-ice og der vil være bål og snobrød for ungerne. Det hele løber af stablen d.20.juni kl.10-16 på Lundagervej 41, 9330 Dronninglund. 
Håber at se rigtig mange!